No og mig – Delphine de Vigan

5. maj 2012 hos 22:39 (Anmeldelser)

ImageTitel: No og mig

Forfatter: Delphine de Vigan

Serie: Ingen

Forlag: People’s Press

    

Lou er tretten år og burde derfor gå i syvende klasse. Men det gør hun ikke. Hun er nemlig højt begavet, IQ = 160, og er sprunget to klasser over – hun går i 1. G på et fransk gymnasium, hvor hun prøver at falde ind, selvom hun hader mundtlige opgaver og har svært ved at lære de andre at kende – har en smule social angst og er så meget yngre end sine klassekammerater. Dog fascineres hun af drengen Lucas, som er kæmpehøj og er hendes diametrale modsætning med sine flabede bemærkninger, utroligt lave karakterer og I don’t give a fuck-attitude.
   En dag kommer hun til at love sin lærer, Marin, at hun vil lave et oplæg om hjemløse – hun kommer endda til at sige, at hun allerede har fundet en person at interviewe, og da hun har så få sygedage generelt, finder hun det ikke særlig plausibelt, at nogen skulle hoppe på, at hun blev syg den dag. Så hun springer ud i det, og det, der i starten bare var en delt pakke tyggegummi udvikler sig til meget mere – Lou lærer nemlig No at kende – en hjemløs pige, der lever rundt omkring, hvor hun nu lige kan finde husly den nat.

No og mig var en rigtig dejlig bog. Det var en positiv afveksling fra andre bøger, at den beskæftigede sig så meget med tankerne i Lous hoved – noget jeg kan forestille mig er valgt, fordi hun netop er så intelligent, som hun er; for ligesom at vise, hvordan verden så ser ud. Og det virker. I modsætning til så mange andre bøger, jeg har været igennem, er det her nemlig endnu et (Naiv.Super. var også et af de bedre eksempler på en bog, hvor tankerne begynder at følge tråd med mit hoved) rigtig godt eksempel på, hvordan tankegang godt kan se ud – selvom det selvfølgelig er en ting, det er svært at flytte over i bogformatet.
Hvorom alting er, så er jeg rigtig glad for No og mig. Det er sjovt at følge med i Lous hverdag, og man bliver helt trist, når man lukker bogen, fordi den greb en. Jeg begyndte at føle noget omkring Nos og Lous beslutninger, irritation, billigelse, osv, hvilket nok var meget på grund af det store arbejde, der er lagt i, at tankerne skulle fungere godt. Og det virker.

Lad mig til slut påpege, at jeg ikke anser Lou for værende den mindste smule autist.  Jeg synes tit, f.eks. med Ekstremt højt og så også denne, at jeg ser de her diagnoser blive udstukket til højre og venstre, og det kan da også være, at der er små træk her og der, som kunne pege i den retning, men jeg er imod, at der kommer diagnoser på alting. Især i denne bog synes jeg ikke, at den sammenligning er på sin plads, da hun gebærder sig fremragende socialt med sine forældre, No og Lucas, det vil sige folk, hun lærer at kende… Så jeg er stærkt uenig i den diagnose, som jeg desværre har set, at folk har givet hende i andre anmeldelser.

2 kommentarer

Naiv.Super. – Erlend Loe

15. april 2012 hos 21:19 (Anmeldelser)

Titel: Naiv.Super.

Forfatter: Erlend Loe

Serie: Ingen

Forlag: Klim

    

Pludselig, på sin fødselsdag, går det op for bogens hovedperson, at han har mistet livsgnisten. Han kan ikke finde meningen med noget mere, og det hele virker ligegyldigt. Trivielt. Han dropper sit studie, arbejde, alt, og beslutter sig for at begynde helt forfra.

Langsomt bygger han noget nyt op, skriver lister over, hvad han tror, vil hjælpe ham med at få det godt igen – finder først frem til en bold og siden et hammerbræt – begge dele virker først og fremmest, ja, naive, og det er virkelig inspirerende og fascinerende læsning. Det filosofiske univers er underbygget af skrivestilen, som jeg for at være ærlig godt kan misunde ham på, og det passer rigtig godt til selve indholdet. Hvilket faktisk er et kendetegn for Erlend Loe, han har en meget personlig stil.

Det her er virkelig kvalitet. Erlend Loe skriver, så det batter – som sagt, jeg har ikke rigtig læst noget som det før, og selvom handlingen let kan komme til at virke påklistret og forkert – et forsøg på voldsom filosofi, som netop bliver FOR voldsom, så er det faktisk ikke noget, der generer – Erlend Loe kan bære det, og det er det, der gør den så vanvittig god. Så jeg kan kun anbefale denne skrivelse, det er noget for sig selv. Intet at sætte en finger på. Bemærkelsesværdigt!

2 kommentarer

Entangled – Cat Clarke

17. februar 2012 hos 13:32 (Anmeldelser)

Titel: Entangled

Forfatter: Cat Clarke

Serie: Ingen

Forlag: Quercus Publishing Plc

    

Grace vågner op i et helt hvidt rum – ved siden af hende er et bord med en stak papirer og en kuglepen, og det er meningen, at hun med den skal skrive sin historie. Men hvad har den med noget at gøre? Hvorfor er hun havnet her? Der er ikke nogen svar at hente, så Grace må selv prøve at regne det ud med hjælp fra sine egne ord – er der sket noget for nylig, som kan have noget med det at gøre? Grace begynder langsomt at fortælle; om kæresten Nat og hendes bedste veninde Sal, om hendes problematiske forhold til sin mor, og hvordan hendes far døde. Men igen – hvad har alt det med det hvide rum at gøre? Og hvem er Ethan overhovedet?

Sikke et dejligt sprog. Cat Clarke skriver fantastisk – helt ligefremt og utrolig hverdagsagtigt, hvilket passer perfekt til Grace – også hendes små rim nu og da er velvalgte og skaber et billede af Grace, som falder helt i tråd med hendes øvrige væremåde. Fantastisk. Hvis der er en ting, jeg særligt vil rose Cat Clarke for, så må det være det.

Men jeg har kun givet den 3 ud af 5 stjerner. Og det er der jo en grund til. Desværre. For Grace er bare en lille smule for dum – allerede fra scenen ved busstoppestedet havde jeg, som læser, en fornemmelse af, hvor det bar hen. Men Grace… Grace trækker det ud til det sidste, vil ikke indse det, hun bliver bare ved og ved med at overse alle tegnene. Og det ender med at blive træls, når man bare sidder og venter på, at det også går op for hende, hvad der er galt.

Udover det er det dog en anbefalelsesværdig bog, som jeg synes, at man bør læse alligevel – måske bare låne den på biblioteket i første omgang, for jeg ved ikke, om den er god nok til, at jeg ville eje den.

2 kommentarer

Divergent – Veronica Roth

13. februar 2012 hos 22:55 (Anmeldelser)

Titel: Divergent

Forfatter: Veronica Roth

Serie: Divergent

Forlag: Harpercollins Publishers

     

Tris er splittet. Som traditionen er tro, skal hun, som alle andre 16-årige, nu vælge, i hvilken fraktion hun vil tilbringe resten af sit liv – i Abnegation, hvor hun er født og opvokset, og som hendes familie forventer, at hun vælger, Candor, Erudite, Amity eller Dauntless? Hun har kun kort tid til at træffe et valg, og selvom hun gerne vil leve op til sin families forventninger, så er der andre ting, der trækker i hende, og som hun ikke helt kan slippe tanken om.
Og det er bare et lille problem, i forhold til alt det, hun skal igennem, da hun endelig træffer sit valg og blive præsenteret for introduktionen – en lang process bestående af tre trin, som ikke alle kan bestå; og består du ikke, bliver du smidt på gaden og er til evig tid fraktionsløs, hvilket sådan cirka svarer til at være hjemløs, uden at have mulighed for at komme ud af det igen.

Jeg havde det med denne her bog, som jeg havde det med Vampire Academy; kunne bare ikke slippe den, da jeg var kommet igang, og da jeg lagde den fra mig, så var det eneste, jeg tænkte på, at den næste bog først udkommer til maj. Det er der mange måneder til, og det kan jeg ikke vente, når jeg lige har færdiggjort sådan en fantastisk bog som denne her.
Der er som sådan ikke rigtig dårlige ting ved den – sproget er flydende og afbryder på intet tidspunkt historien, som er den egentlige grund til, at den er så god – historien med alle sine fantastiske personligheder, idéen og så videre, og så videre. Læs den.
Jeg har altid været fanget af bøger med ting som fraktioner – jeg ved ikke, hvad det helt præcist er, men det er i hvert fald betagende, og “opgaver”, som dem i Harry Potter 4 og The Hunger Games, og da denne her indeholder begge dele, så er det jo bonus, og var det, der fik mig til at fatte interesse for serien.
Så er der personerne. Tris er irriterende og gør en del ting, som jeg personligt aldrig ville have gjort, men det er ikke på en måde, der river mig ud af jeg-personificeringen. Jeg bliver i følelsen gennem hele bogen, og jeg frydes sammen med hende, når hun så gør noget rigtigt. Og så er der Four – hendes træner – som jeg fra første “Jeg er Four” elskede. Han er en af de dejligt tørre personer, som jeg tror, at de fleste bliver draget af. Den der mystiske type – selvom han, modsat andre af sin slags, aldrig forfalder til at blive kold, men i stedet er mystisk på en dejlig imødekommende måde.
Fantastisk værk!

2 kommentarer

To Read

22. januar 2012 hos 20:37 (Andet om bøger)

Entangled

Jeg har længe drømt om at læse denne her bog. Bare handlingen lyder dejlig speciel – og på en eller anden måde uforudsigelig, for hvad handler den egentlig om? Hvad kommer der til at ske? Forleden fandt jeg den desuden på bibliotek.dk, så det er ikke længere helt urealistisk, at jeg får den læst. Fantastisk.

 

 

 

Divergent

Jeg elsker Dødsspillet. Jeg elsker Det Døde Land. Jeg elsker idéen om områder, hvor folk er delt op efter en egenskab, eller hvordan man kan forklare det, og det skulle være meget fremtrædende for denne her bog, som desuden har fået de skønneste anmeldelser. Lige noget for mit science fiction-hjerte!

 

 

 

Inside Out

For at være helt ærlig? Så kan jeg ikke huske, hvad den handler om. Faldt over en anmeldelse, som jeg ikke kan finde igen. Forvekslede den med Divergent. Men nu er navnet groet fast, og jeg er vel nød til at give den et forsøg alligevel og finde ud af, hvad det er – udover en psykologibog. Jeg mener, at forfatteren er Maria Snyder, men det er jeg heller ikke sikker på. Mindes ikke, at det var de forsider, men det må det næsten have været.

 

 

Before I Fall

Det er også bare en bog for mig. Hovedpersonen oplever den samme dag igen og igen, for at finde ud af, om hun kan gøre noget anderledes, som ville forbedre det hele. Det lyder da interessant, ikke? Og ganske anderledes.

4 kommentarer

Pigen Der Forsvandt – Mette Koors

2. januar 2012 hos 22:21 (Anmeldelser)

Titel: Pigen der forsvandt

Forfatter: Mette Koors

Serie: Bogen er en del af en serie, jeg ikke helt kunne finde navn på, men det er kun etteren, der er udkommet indtil videre.

Forlag: gopubli.sh

    

Tak til Mette Koors for at donere denne ebog til anmeldelse. Det sætter jeg stor pris på.

Jasmin bliver som syv-otte årig bortført til Spanien af nogle underlige mænd sammen med sine søskende. Hendes forældre er døde kort tid forinden, og indtil bortførelsen er de blevet opfostret af nogle fremmede mennesker, som påstod at de var hendes familie. Men det var de ikke. Det var Jasmin aldrig i tvivl om.
I Spanien er det meningen, at hun skal lade som om, hun er en dreng, hvilket går meget godt for hende. Hun bliver kaldt Emmanuel og bliver oplært til at være en vældig dygtig tyv. Stjæler punge, biler og alt, hvad hun ellers kan komme i nærheden af. Hun skal indbringe et bestemt beløb hver dag, ellers vanker der slag og alle mulige andre former for voldsom afstraffelse.
En dag lykkes det hende at stikke af fra Helvedet, uden sine søskende, desværre, og hun tager til Danmark og opsøger sine gamle veninder, tvillingerne Emilie og Rosetta, for at få dem til at hjælpe sig med at skaffe de to yngre søstre tilbage. Og så begynder historien af udfolde sig…

Lad mig starte med at sige, at det her nok er en bog for de lidt yngre læsere – jeg vil nok sætte den ved omkring 10 år. Jeg fik i hvert fald ikke så meget ud af den, som jeg nok ville have gjort, hvis jeg var lidt yngre. Selve handlingen med en flok 11-årige, der rejser til Spanien for at befri nogle bortførte søskende, må jeg indrømme ikke fangede mig så meget. Lige for tiden er jeg mere til en anden slags bøger, og det har selvfølgelig påvirket min læseoplevelse.
Jeg tror, at jeg vil karakterisere den som lidt i stil med Vildheks af Lene Kaaberbøl sprog- og aldersmæssigt. Der er nok begge bøger, som jeg desværre er blevet for gammel til, men som har stort potentiale til at have været et større eventyr dengang. Men det gør selvfølgelig til ingen af dem til dårlige bøger. På ingen måde!

Når det er sagt, så er det en fin lille bog. Eller – lille og lille. På min iPhone fylder den intet mindre end 864 sider, hvilket dog lyder af mere end det virkelig er, når man går direkte fra almindelige bogsider. Her kunne man læse en side på absolut ingen tid – så det var ingen sag af runde de første hundrede.

Der var dog nogle få ting, der irriterede mig – desværre. Jeg synes på en måde, at det går lidt for let – måden de kommer af sted på virker lidt letkøbt, og det er jeg ked af. Det virker på en måde som en lidt billig løsning, for ja – det er svært at finde på noget, der lyder nogenlunde sandsynligt. Når vi taler sandsynlighed vil jeg dog lige indskyde, at samtalen til gengæld giver et rigtig godt helhedsindtryk. Særligt mosaikkunstnerens opførsel virker meget naturlig for mig, i og med at alle er lidt mere løsslupne og syngende, end folk normalt forekommer i bøger.

8 kommentarer

Forfatningen – Gemma Malley

29. december 2011 hos 21:31 (Anmeldelser)

Titel: Forfatningen

Forfatter: Gemma Malley

Serie: Ingen

Forlag: Politiken

    

Anna er et Overskud. Det betyder kort sagt, at hun ikke hører til her, hun er tilovers. Evigt Liv er nemlig blevet opfundet, og for at undgå overbefolkning, er der vel ikke plads til børn? Det er dog ikke helt udelukket at få dem på lovlig vis – så er du bare nød til at afmelde dig Evigt Liv og betale prisen for at have skabt endnu et menneske til den allerede overbefolkede klode – du må dø. Men det er vel egentlig et meget fair princip, er det ikke? Det mener de fleste af menneskerne i hvert fald, og man ser meget ned på dem, der vælger at overtræde reglerne og få et barn alligevel. Nej, man ser ikke bare ned på dem, man ser også ned på barnet, der kommer ud af det. Det er Overskud, og de må arbejde hårdt for at betale for den skændsel at være i live. Det synes Anna, hjernevasket som hun er, er meget fair, indtil hun møder den underlige Peter…

Jeg ved ikke – denne her bog har jeg kun hørt gode ting om fra andre, og det jeg har fået fortalt om handlingen har lydt fantastisk, så jeg havde vel et eller andet billede af en wonder-bog. Men nej. Det levede den slet ikke op til. Jeg tror dog desværre kun, at mine forventninger bar en lille del af skylden, det er ikke fordi, jeg på nogen måde vil anbefale den til andre. Slet ikke. Den var bare skuffende, virkelig skuffende, og jeg synes, at det er en stor skam i forhold til det potentiale, den havde.
Det kunne have været en fantastisk bog. Men det var det desværre bare ikke. Jeg ved ikke – Anna var kedelig, og ikke bare på den altid-lovlydige-måde, som ellers var den forfriskende pointe ved hende. Nej, hun var bare god gammeldags kedelig, og jeg fattede aldrig sympati for hende. Hun udviklede sig for hurtigt, og jeg forstod hende ikke – heller ikke til sidst. Satte mig aldrig rigtig ind i hendes tankegang.
Så var der stedets bestyrer, som man ikke syntes om. Hendes baggrund blev grundigt beskrevet, hvorfor hun var, som hun var, og den slags er jeg slet ikke vild med. Jeg synes, at det er synd, når det bliver for beskrivende og videre i den dur. Desuden var min tanke atter noget med: nå, ok, ærgerligt for hende, og så var jeg videre.

Puha, jeg er ked af det, men jeg vil ikke anbefale denne her bog. Ikke som noget vigtigt, alligevel. Idéen er god, men det meste andet skuffede mig desværre.

2 kommentarer

Undskyld #2

24. december 2011 hos 01:25 (Anmeldelser)

På grund af al juleræset og lidt ved siden af, har jeg simpelthen ikke fået presset en anmeldelse ind, hvilket jeg er ret ærgerlig over. Jeg har dog planer om at vende godt tilbage nu, må indrømme, at jeg har savnet det. Jeg har heller ikke fået læst det store – eller, jeg har genlæst en masse og startet på lige så mange, som jeg aldrig er blevet færdig med. Nu vil jeg så forsøge at starte på en frisk – lægger alle de bøger, jeg er startet på, væk, og så låner jeg ellers en helt stak nye, så jeg kan komme ud af det, det er ikke specielt sundt for min læsning at være igang med 20 bøger på en gang.

Undskyld for fraværet 😉

2 kommentarer

Jeg, Adrian Mayfield

15. oktober 2011 hos 13:23 (Anmeldelser)

Titel: Jeg, Adrian Mayfield

Forfatter: Floortje Zwigtman

Serie: Een groene bloem

Forlag: Borgen

    

Bagside:

1894. Adrian Mayfield er seksten år gammel og utilfreds med sit liv og sit dødssyge job hos en herreskrædder. Da han bliver fyret, begynder han at strejfe rundt i London, på jagt efter sine drømme: Den Store Kærlighed og De Store Penge. Men det er ikke nemt, når man er født til fattigdom og desuden er til mænd. Slet ikke i Victoriatidens London, hvor hverdagen for de fattige var en kamp om overlevelse, og hvor homoseksualitet var en forbrydelse.

Mødet med en midaldrende kunstner og bøsse giver Adrian nye muligheder for at tjene penge ved at sidde model og for at stifte bekendtskab med de glamourøse kunstnerkredse omkring forfatteren Oscar Wilde. I hvert fald for en tid – indtil hans nye liv trues af skandaler og korruption.

Nu må jeg snart holde op med at give alle bøgerne topkarakter. Og rose dem til skyerne. Men det er svært, når alle de bøger, jeg læser, er så sindssygt gode og fangende. Det er også tilfældet med denne her udgivelse, Jeg, Adrian Mayfield. I starten fandt jeg den lidt småkedelig, ligegyldig, og jeg gad kun læse i den om eftermiddagen, når jeg ikke lige havde andre bøger indenfor rækkevidde. Men langsomt som jeg kom ind i den, begyndte den at interessere mig mere, og jeg udviklede en stærk kærlighed til kunstmaleren Vincent, som hurtigt kom på listen over yndlingskarakterer – side om side med blandt andet Jace Warland. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, som har ham stående. Nok om det.

I hvert fald er den stærkt anbefalingsværdig, og jeg havde ikke lyst til, at den skulle slutte på noget tidspunkt. Det var sjovt at læse om alle Adrians følelser og tanker, og hvordan man i slutningen bare VIDSTE, hvad der ville ske – men det gjorde Adrian ikke, og i stedet for at virke irriterende, sad man bare med en følelse af, at det var noget af det sødeste på jord.

Jeg fortryder ikke et øjeblik, at jeg har læst den. Det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke kan hollandsk, for det er første bind i en trilogi, hvor de to resterende bøger kun er udkommet på originalsproget – hollandsk. Og det ser umiddelbart ikke ud til, at de nogensinde bliver oversat.

14 kommentarer

Blood Promise – Richelle Mead

5. oktober 2011 hos 21:05 (Anmeldelser)

SPOILERALERT; HVIS DU IKKE HAR LÆST DE FOREGÅENDE BØGER, KAN DENNE ANMELDELSE INDEHOLDE AFSLØRINGER.

Titel: Blood Promise

Forfatter: Richelle Mead

Serie: Vampire Academy

Forlag: Penguin Books

    

En slem kamp er overstået, og skolen (og Moroi-samfundet i det hele taget) kan nu ånde lettet ud. Men det er ikke uden tab; flere personer er døde, og et par stykker er endda blevet taget til fange af Strigoi. Kunne det være værre? Ja. Det er det også. En af dem, Strigoi-vampyrerne har taget, er nemlig Roses kæreste Dimitri. Bundet af et gammelt løfte, må Rose efterlade Lissa og drager ud på en lang færd til Dimitris hjemland for at finde ham og – når tiden er inde til det – slå ham ihjel. Men er hun i stand til det, når tiden er inde?

Hold da op. Jeg er meget begejstret for de her bøger – en af begejstring der ikke just er blevet mindre, selvom jeg først mistede min yndlingskarakter, Dimitri, på ubestemt tid og derefter en anden af mine helt store favoritter, Adrian, som blev ladt tilbage sammen med Lissa og Christian. Det er helt vildt, så fanget jeg bliver af denne her serie. Den tryllebinder mig så det ikke går op for mig, hvor længe jeg rent faktisk har læst, før mørket falder på, og jeg er nød til at trykke på kontakten for at få lys. Jeg bliver mere og mere positivt overrasket, jo længere ind i historien, jeg kommer. Elsker at høre om Roses eventyr – hvad Richelle Mead nu har fundet på. F.eks. er der Dimitris søde familie, som jeg særligt nød. Og den mystiske Abe, som strøg direkte ind på min liste over yndlingskarakterer (danner der sig et mønster i, hvilke typer jeg falder for?).

Selvom man ikke skulle tro det, er det her en af den slags bøger, der giver en solide knuder i maven over, hvor synd det er for Rose. Og, ikke at forglemme, en af den slags bøger der overrasker en, lige hvor man tror, man ikke kan overraskes mere.

Klik på titlen for at gå til min anmeldelse af bind et – Vampire Academy, bind to – Frostbite eller bind tre –Shadow Kiss.

2 kommentarer

« Older entries